Fællestur på Silkeborg Søerne lørdag d. 29 Oktober!
Vejrudsigten havde ellers ugen forinden lovet tørt og solrigt vejr med næsten ingen vind, så da tilmeldingerne til turen onsdag eftermiddag i ugen op til turen, kun bød på 4 tilmeldinger, var humøret ikke i top, men så kom der pludselig sked i tilmeldingerne, i løbet af onsdag aften og torsdagen, og vi kunne lørdag morgen mønstre 15 friske medlemmer, der var klar til at give sig i kaste med en tur på Silkeborg Søerne.
Vejret syntes nu ikke at arte sig som tidligere lovet, men dette til trods var alle i godt humør, og kajakkerne blev læsset på trailer og biler, men hov, hvor var alle remmene til at spænde med? Av, de var blevet brugt af ”Kap”roerne som var taget på træningstur til sjælland, så nu måtte alle kroge og gemmer søges, og der blev ringet og hentet, her og der, sluttelig var alle kajakker forsvarligt surret og af sted mod Ry, det gik.
Vel ankommet til Ry, blev kajakkerne klargjort og nu stod den så på morgenkaffe og et lille tilskud fra doktoren, inden alle var klar til at gå i bådene, og stadig lod vejrguderne hånt om tidligere vejrmeldinger, det var tåget og diset, og lidt halv koldt.
Alle var så ved at være klar til afgang, men så måtte Lene lige på land igen, hendes kajak havde problemer med roret, det var blevet bøjet, så det kun kunne bevæges til en side. Roret blev stillet i neutral position, og Lene måtte så forsøge sig at styre ved hjælp af kantning, hvilket og gik rigtig fint.
Nu gik det så derud af, på meget stille vand og stadig med tåge og dis, men til trods for dette kunne man sagtens fornemme det mægtige farvespil som skovene omkring søerne havde, så humøret var højt og snakken gik; selv Julsø viste sig fra sin fornemste side, helt stille vand, så det var rent ”Walk Over”.
Ved enden af Julsø blev vi mødt af Lotte, ”Bullers” veninde fra Silkeborg, som var roet os i møde og ville være vores guide på den næste del at turen, så der blev rigtig berettet om de mange fornemme bygninger og seværdigheder vi efterfølgende passerede forbi.
Ved Skyttehuset blev vi mødt af en flok sejlbåde, der var på vej til Julsø, for at prøve om de kunne finde lidt vind der i løbet af dagen; den manglende vind bevirkede at det for sejlbådene gik meget langsomt, og da vi passerede sidste båd, var der som altid nogle friske ”Pagaj”roer det tilbød at give en hjælpende hånd, så Ole – Henrik og Jan besluttede sig for at skubbe den stakkels sejler et stykke af vejen, men det var jo den anden vi skulle, så de måtte slippe og fortsætte efter os andre.
Kursen blev nu sat mod ”DE små Fisk” hvor vi ville holde frokost pause; men at komme på land og holde sig i ro, giver ikke megen varme, og da solen stadig ikke ville vise sig, var det ikke nogen særlig varm fornøjelse at sidde der og indtage den medbragte madpakke, så det blev en rimelig hurtig fornøjelse og derefter i kajakkerne igen.
Turen skulle efter frokost så fortsætte via ”Klüwers Kanal” til indsøerne ”Brillerne”, som er et sø område udformet som et par briller, liggende godt gemt og beskyttes for sædvanlig sejllads. Efter at have betragtet dette område og få taget ”familie billede” gik turen tilbage mod Ry.
På vej mod Skyttehuset tog vi afsked med Lotte, og da vi nåede Skyttehuset, var det igen tid til en strække ben pause, få samlet op på hele flokken, Erik og Anders havde måtte gøre et kortvarigt hold, da det nu var Anders der havde fået problemer med roret, og som Erik efterfølgende forsøgte at udbedre. Vel samlet hele flokken og med ”slik/sukker” depoterne fyldt op, kunne turen så fortsættes mod Julsø og Ry.
Vinden var nu begyndt at friske lidt op og da vi mødte sejlbådene igen, som nu var på vej hjemover, var det for fuld spilerføring, flot så det ud. Den tiltagende vind bevirkede også, at Julsø var begyndt at ligne sig selv igen, med bølger på kryds og tværs, og at der skulle roes for at holde varmen, hvilket også bevirkede at flokken blev delt op i nogle mindre grupper, hvor tempo blev sat efter varmebehovet og energien.
Tågen begyndte også at fortætte sig, og sigtbarheden blev mindre og mindre jo længere vi kom hen på dagen. Her kunne man virkelig fornemme, hvor svært det ville være at orientere sig, hvis man var ude på store vandområder, og ikke havde land kendemærker at gå efter, eller ikke var guidet via en GPS. Nå, så galt var det ikke på Silkeborg søerne, og kl ca 16.30 var alle vel ankommet tilbage til Ry, og nu var det så bare at få traileren og bilerne læsset med kajakker og så komme hjemover mod ”Pagaj” og Holstebro.
Her blev der som sædvanligt arbejdet intenst og effektivt med rengøring og oprydning, og snart kunne der tages afsked, og alle kunne vende hjemover til velfortjente bad/hvil / varm mad og afslapning, efter en lang dag i kajak på Silkeborg søerne, 29 km sagde GPS’erne.
Tak for en rigtig god dag og tur til : Henrik – Bent – Ghita – Buller – Erik – Lillian – Anker – Michael – Ole – Jan – Jørgen – Anders – Lene og Kaj.
Jeg glæder mig og ser allerede frem til næste gang vi skal på tur.
Du kan se billederne fra turen her.
Mange hilsner herfra
Dan.




Også tak for turen fra Lillian og Anker.
Vi nød den i fulde drag, selvom de sidste 5 km sved i armene. Glæder os til næste gang.